Jeg er klar over, at man en dag skal dø. Det er de fleste jo, men det er bare de færreste, som tænker videre over det. Ingen tænker over, hvornår eller hvordan det vil ske. Det synes jeg egentlig heller ikke, man burde, det vil man blive skør af. Men det er som om, at døden er et forbudt tale emne, så man kommer aldrig rigtig til at tænke over, at man rent faktisk kan dø, eller hvornår det skulle være. Jeg synes, det er synd. Jeg er på alle måder realist og mener, logisk nok, derfor også, at man burde være mere realistisk med en del ting i det her samfund. Jeg elsker Anders Lund Madsen for at have lavet et program, Du skal dø, omhandlende udelukket de samme tanker, som også er bag dette indlæg. Vi snakker for lidt om døden.. Jeg mener ikke, at det er et emne, man lige skal slynge over kaffebordet hjemme hos mormor. Men vi har bare et skide anspændt forhold til det, som burde løsnes op. Det generer mig egentlig lidt. Efter jeg mistede min fætter for snart fire år siden, blev nogle ting, omkring døden, lettere i min familie, andre blev bare endnu mere vanskelige. Vi blev alle bevidste om, at døden kan komme, når man mindst venter det. Vi havde jo aldrig nogensinde forestillet os at miste et familiemedlem i en alder af kun 19 år. På mange måder blev alting også mere indelukket og ødelagt i familien. Vi blev alle sammen sindsygt sårbare. Alle blev mere eller mindre tvunget til at vise sig fra de mest sårbare sider af sig selv. Det var egentlig ikke rart for nogen af os, men vi støttede hinanden og blev klogere på os selv. Meget klogere. Flere i min familie var/er typerne, der ikke ville/vil tale om tingene. De pakker alle sorgerne væk og brænder inde med det hele, inklusiv mig selv. Jeg kan ikke lide den triste stemning, der bliver, når man snakker om min fætter, og dét at han ikke længere er her. Han skal mindes og aldrig nogensinde glemmes, det fortjener han. Men jeg er nok bare mere typen, der ikke vil snakke om lige præcis den slags ting. Jeg bryder mig heller ikke om at høre andre snakke om ham. Selvom jeg altid har været ret stolt af ham og set meget op til ham.
Men det hele er blevet bedre med årene. Jeg har lært en masse om mig selv og min familie. Jeg ved, at når der sker noget tragisk og utrolig sørgeligt meget pludseligt, så går jeg i baglås og går ind i mig selv. Men med tiden lukker jeg op igen og lader andre komme til. Jeg kan meget bedre snakke om min fætter nu end tidligere, men der er stadig mange i min vennekreds, der egentlig ikke kender til netop det ømme punkt i mit liv. Jeg snakker ikke med hvem som helst om det, for jeg skal være sikker på, at det er nogen, som har respekt for mig og ikke bare vil tage let på det, for det er sgu ikke noget let, heller ikke selvom der faktisk er gået 3,5 år. Som I nok har bidt mærke, skriver jeg heller ikke her på bloggen, hvad der skete med ham.. Det føler jeg ikke, der er behov for. Jeg er forsigtig med, hvem jeg siger ting til, men dem der så ved noget, må også vide nærmest alt. Og folk er også altid velkommen til at spørge indtil det, jeg bryder ikke ud i gråd længere. Det værste jeg kan sige er bare, at jeg ikke lige vil snakke om det.
Alt dette kan måske egentlig godt virke rent paradoksalt, når jeg starter ud med at skrive, at vi snakker for lidt om døden, og derefter skriver at jeg nærmest bor i min egen bobbel, når det kommer til pludselig død, følelser og dét at tale om de ting.
Men jeg mener bare, jeg har lært, at det er nemmere hvis man taler om tingene. Den dag i dag er jeg glad for, at jeg kan tale om min fætter, og ikke mindst er jeg glad for, at jeg har lært at tage døden seriøst. I halvandet år efter hans død, gik jeg helt i baglås, hvis folk jokede med døden. Det er også blevet bedre, jeg er klar over, at det er kun jokes, og det også er en måde at tale om tingene på.
Men hvorfor skal det være så pokkers svært at snakke om døden, selv efter den har været rigtig tæt på, som i min familie? Jeg forstår det simpelthen ikke.
For lige at gå til noget lidt andet.. Så har jeg personligt tænkt mig at planlægge min egen begravelse i detaljer. Jeg er frisk og frejdig og klar over at min dag kan komme meget pludseligt, ligesom alle andres. Derfor har jeg valgt at planlægge det hele på egen hånd. Det virker måske ret underligt for mange, men tænk over det. Du sparer dine efterladte for en masse svære dilemmaer midt i en kæmpe sorg, plus du får alt, som du selv havde ønsket det. Dine efterladte vil altid tænke på, hvad du havde valgt, så derfor er det så meget nemmere og befriende for dem, hvis du allerede selv har taget stilling til langt det meste. Mange har taget stilling til om de vil brændes eller ikke, her er første skridt jo allerede taget. Jeg snakkede med min mor om det, hun syntes, det var en god ide, men man kunne også tydeligt se på hende, at det var mærkeligt at tale om.
For et par måneder siden hørte jeg radio, hvor lytterne skulle skrive ind, hvilken sang de ønskede, der skulle spilles til deres begravelse. Pisse fed måde at bryde tavsheden på! Folk var vilde med at skrive ind. Der kom både meget dybe sange og andre, der ville have Lady Gaga spillet for fuld udblæsning i kirken. Det er bare fedt at se, at det ikke er alle, som er dybt alvorlige omkring deres egen død, der skal stadig være plads til humoren. Men det er selvfølgelig individuelt og alle begravelser og tanker deromkring får min fulde respekt.
Sidste ord herfra bliver en opfordring til at ligge en lille lap papir, hvorpå der står nogen tanker/ønsker omkring jeres egen begravelse, fortæl dine nærmeste hvor den ligger. Det behøver jo ikke planlægges i samme grad, som jeg har tænkt mig. Men I kan bedre overskue det nu, end jeres efterladte ville kunne, når tiden kommer, for det gør den en dag.
