onsdag den 27. marts 2013

Største inspiration

Rent kropsmæssigt har jeg haft et par billeder i noget tid nu, som jeg ser ret meget op til. Hold kæft de er altså flotte de tøser her.. At se ud som en af dem.. That's my biggest dream.. one of them, I got a lot of dreams.
Men ja, selvfølgelig skal de billeder da deles med jer. Jeg synes det er flot, når en kvindekrop synes trænet, uden at være mandig og over trænet. Den skal være trimmet og en smule muskuløs. Alle disse piger passer perfekt på, hvordan min drømme krop ser ud i mit hoved.








To be a couple

Nogengange kan jeg godt glemme at nyde singlelivet.. Og dermed savne en sød kæreste en lille smule. Det er nærværet fra en kæreste, jeg savner. Det kan man altså ikke få andre steder fra, hverken venner eller familie. Lad os hylde søde kærestepar i dette indlæg med en masse søde Tumblr couple pics.








mandag den 18. marts 2013

Zui/Shopping

Har fået shoppet lidt i fredags og derefter fik jeg endelig lavet min længe ventede navlepiercing. Har ikke kunne tage mig sammen til det, fordi jeg var bange for smerten, meeen det var slet ikke så slemt. Det har næsten gjort mere ondt at bekymre sig om det. Det er længe siden, jeg har lavet et zui indlæg. Zui er noget, som jeg synes om og godt kan lide, typisk tøj og design.. Har bare opfundet mit eget ord, fordi jeg ikke synes, det er mode og heller ikke lige passer til nogen af alle de fancy ord, som allerede findes.












søndag den 17. marts 2013

Død og begravelse

Jeg er klar over, at man en dag skal dø. Det er de fleste jo, men det er bare de færreste, som tænker videre over det. Ingen tænker over, hvornår eller hvordan det vil ske. Det synes jeg egentlig heller ikke, man burde, det vil man blive skør af. Men det er som om, at døden er et forbudt tale emne, så man kommer aldrig rigtig til at tænke over, at man rent faktisk kan dø, eller hvornår det skulle være. Jeg synes, det er synd. Jeg er på alle måder realist og mener, logisk nok, derfor også, at man burde være mere realistisk med en del ting i det her samfund. Jeg elsker Anders Lund Madsen for at have lavet et program, Du skal dø, omhandlende udelukket de samme tanker, som også er bag dette indlæg. Vi snakker for lidt om døden.. Jeg mener ikke, at det er et emne, man lige skal slynge over kaffebordet hjemme hos mormor. Men vi har bare et skide anspændt forhold til det, som burde løsnes op. Det generer mig egentlig lidt. Efter jeg mistede min fætter for snart fire år siden, blev nogle ting, omkring døden, lettere i min familie, andre blev bare endnu mere vanskelige. Vi blev alle bevidste om, at døden kan komme, når man mindst venter det. Vi havde jo aldrig nogensinde forestillet os at miste et familiemedlem i en alder af kun 19 år. På mange måder blev alting også mere indelukket og ødelagt i familien. Vi blev alle sammen sindsygt sårbare. Alle blev mere eller mindre tvunget til at vise sig fra de mest sårbare sider af sig selv. Det var egentlig ikke rart for nogen af os, men vi støttede hinanden og blev klogere på os selv. Meget klogere. Flere i min familie var/er typerne, der ikke ville/vil tale om tingene. De pakker alle sorgerne væk og brænder inde med det hele, inklusiv mig selv. Jeg kan ikke lide den triste stemning, der bliver, når man snakker om min fætter, og dét at han ikke længere er her. Han skal mindes og aldrig nogensinde glemmes, det fortjener han. Men jeg er nok bare mere typen, der ikke vil snakke om lige præcis den slags ting. Jeg bryder mig heller ikke om at høre andre snakke om ham. Selvom jeg altid har været ret stolt af ham og set meget op til ham.
Men det hele er blevet bedre med årene. Jeg har lært en masse om mig selv og min familie. Jeg ved, at når der sker noget tragisk og utrolig sørgeligt meget pludseligt, så går jeg i baglås og går ind i mig selv. Men med tiden lukker jeg op igen og lader andre komme til. Jeg kan meget bedre snakke om min fætter nu end tidligere, men der er stadig mange i min vennekreds, der egentlig ikke kender til netop det ømme punkt i mit liv. Jeg snakker ikke med hvem som helst om det, for jeg skal være sikker på, at det er nogen, som har respekt for mig og ikke bare vil tage let på det, for det er sgu ikke noget let, heller ikke selvom der faktisk er gået 3,5 år. Som I nok har bidt mærke, skriver jeg heller ikke her på bloggen, hvad der skete med ham.. Det føler jeg ikke, der er behov for. Jeg er forsigtig med, hvem jeg siger ting til, men dem der så ved noget, må også vide nærmest alt. Og folk er også altid velkommen til at spørge indtil det, jeg bryder ikke ud i gråd længere. Det værste jeg kan sige er bare, at jeg ikke lige vil snakke om det.
Alt dette kan måske egentlig godt virke rent paradoksalt, når jeg starter ud med at skrive, at vi snakker for lidt om døden, og derefter skriver at jeg nærmest bor i min egen bobbel, når det kommer til pludselig død, følelser og dét at tale om de ting.
Men jeg mener bare, jeg har lært, at det er nemmere hvis man taler om tingene. Den dag i dag er jeg glad for, at jeg kan tale om min fætter, og ikke mindst er jeg glad for, at jeg har lært at tage døden seriøst. I halvandet år efter hans død, gik jeg helt i baglås, hvis folk jokede med døden. Det er også blevet bedre, jeg er klar over, at det er kun jokes, og det også er en måde at tale om tingene på.
Men hvorfor skal det være så pokkers svært at snakke om døden, selv efter den har været rigtig tæt på, som i min familie? Jeg forstår det simpelthen ikke.

For lige at gå til noget lidt andet.. Så har jeg personligt tænkt mig at planlægge min egen begravelse i detaljer. Jeg er frisk og frejdig og klar over at min dag kan komme meget pludseligt, ligesom alle andres. Derfor har jeg valgt at planlægge det hele på egen hånd. Det virker måske ret underligt for mange, men tænk over det. Du sparer dine efterladte for en masse svære dilemmaer midt i en kæmpe sorg, plus du får alt, som du selv havde ønsket det. Dine efterladte vil altid tænke på, hvad du havde valgt, så derfor er det så meget nemmere og befriende for dem, hvis du allerede selv har taget stilling til langt det meste. Mange har taget stilling til om de vil brændes eller ikke, her er første skridt jo allerede taget. Jeg snakkede med min mor om det, hun syntes, det var en god ide, men man kunne også tydeligt se på hende, at det var mærkeligt at tale om.
For et par måneder siden hørte jeg radio, hvor lytterne skulle skrive ind, hvilken sang de ønskede, der skulle spilles til deres begravelse. Pisse fed måde at bryde tavsheden på! Folk var vilde med at skrive ind. Der kom både meget dybe sange og andre, der ville have Lady Gaga spillet for fuld udblæsning i kirken. Det er bare fedt at se, at det ikke er alle, som er dybt alvorlige omkring deres egen død, der skal stadig være plads til humoren. Men det er selvfølgelig individuelt og alle begravelser og tanker deromkring får min fulde respekt.
Sidste ord herfra bliver en opfordring til at ligge en lille lap papir, hvorpå der står nogen tanker/ønsker omkring jeres egen begravelse, fortæl dine nærmeste hvor den ligger. Det behøver jo ikke planlægges i samme grad, som jeg har tænkt mig. Men I kan bedre overskue det nu, end jeres efterladte ville kunne, når tiden kommer, for det gør den en dag.

fredag den 15. marts 2013

Victoria Secret

Har i dag brugt lidt tid på at stene Victoria Secrets skide flotte og dyre varer, specielt deres bikinier og sports bh'er, but it's too exspensive.. Åh jeg drømmer. Et mål i mit liv: Jeg skal eje mindst én bikini fra Victoria Secret.

Week update

Hej søde læsere! 
Igen igen starter jeg et indlæg med at skrive, at jeg har haft travlt. Jeg er pludselig blevet voksen og myndig, uha uha. Det er faktisk en lidt underlig følelse, en stor belastning der fjernes fra skulderene, mens der samtidig bliver overlagt utrolig meget ansvar til dig pludselig. Endelig 18. Det er jo bare alderen, som så mange stræber efter. Man kan skide dørmændene et langt stykke og har ret til at gøre lige hvad, der passer én. Uanset hvad er det skønt at være fyldt 18, selvom det kun er et tal.
I onsdags fik jeg en slem overraskelse.. Jeg kunne ikke finde mig selv på egruppe eller logge ind, det er en side Fårup bruger, mht. vagter mail og generelt oversigt. Mange kunne allerede logge ind og se sommerens vagter, her inkluderet Poline, hvilket jeg er rigtig glad for på hendes vegne. Hvis du kunne logge ind, vidste du, at du var ansat. Hvis ikke var intet sikkert. Jeg havde det virkelig skidt, Fårup er jo centrum og på mange måder mit liv hele sommeren. Jeg sov rigtig dårligt. Torsdag middag fik jeg en mail fra Fårup, "Tak for denne gang." Desværre.. Jeg måtte se i øjnene, at mit drømme job ikke var mit længere. Den var satme hård at sluge. Men jeg måtte op på hesten igen og indse, at der er andre job muligheder. Jeg lod mig ikke slå helt ud af det, selvom sommeren slet ikke vil være det samme uden den røde uniform.
Fredag var min fødselsdag. Jeg skulle fremlægge AT eksamen, som min gruppe og jeg har arbejdet med i noget tid nu. Vores opgave lød på at gøre Tranum til en mere attraktiv by. Vi skulle finde på noget innovativt. Min gruppe fik så idéen om at placere et multicenter i Tranum. En center med alverdens aktivitets muligheder  til alle målgrupper. Jeg fik så idéen (I know, shoutout til mig selv..), om at flytte de børn, som sidder med koncentrations besvær over i multicenteret. Her skulle de lære på nogle meget mere aktive måder, mens de havde det sjovt. Vi skulle fremlægge foran 35 mennesker, skolebørn fra Tranum skole, et par journalister, vores to lærere og to fra bestyrelsen i Tranum borgerforening. Alle var meget positive omkring idéen og synes vi havde gjort et fantastisk stykke arbejde. Faktisk så fantastisk at de meget gerne ville arbejde videre med vores ide, hvor vi selvfølgelig var meget velkommen til at få indflydelse og medvirken i hele forløbet, da det er vores ide. De fem andre i gruppen lød ikke til at have en speciel gejst for at arbejde videre med projektet. Men det har jeg skam. Det er jo en stor mulighed for flere positive samtidig med, at du står med et kæmpe ansvar. Vi fik 10 for projektet, så det er jo bare helt perfekt.
Lørdag holdte jeg verdens bedste 18 års fødselsdag.. Alt gik 1000 gange bedre end forventet! Alle var glade og vi havde en skøn fest. DJ'ene var super flinke og havde styr på alt, gæsterne klingede godt sammen. Lidt over 00.00, da der blev arrangeret shots til os, løb jeg ud og tog Bugge i hånden. Jeg sagde han havde støttet mig og set mine op og nedture gennem de seneste 2,5 år, så derfor behøvede jeg virkelig også ham ved min side nu. Selvom han også selv skulle bælle dem. Men problemer, det var da bestemt ikke mig, der fik det. Det var drengene, haha.. Jeg var sindsygt hurtig og også ret overrasket over mig selv.Min mor praler med mine evner til at bælle shots på hendes arbejde..
Alt i alt verdens bedste fødselsdag, jeg kunne ikke i min vildeste fantasi have drømt om en bedre.