Da jeg så hende, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at tænke på mig selv. Jeg styrketræner, har mange flere drengevenner end pigevenner, kan som regel meget bedre sammen med drengene, vil ind og være soldat som værnepligtig, enormt lange varme bade siger mig ikke noget, har ikke de samme kriser som tøser (hår, make up og tøj.. ok lidt tøj), og så er tøsefnidder bare en ting, som slet ikke siger mig noget. Siden jeg var helt lille, har jeg hellere ville kravle i træer og lege med med min lillebrors lego, end klæde mig ud som fin dame i min mors tøj. For mig har der aldrig været noget i vejen for at snakke med drengene og lege med deres legetøj. Da jeg havde kendt ham, som idag er en af mine aller bedste venner, i meget kort tid, kiggede han også på mig og sagde: Jamen du er jo heller ikke en rigtig pige, Louise. Så længe det kommer fra venner med et smil på læben, er det bare dejligt nok at få af vide.
Men dét, som nu gruer mig, er om dette egentlig også er så godt igen. Kan jeg også ende med at skræmme drenge væk? Jeg så på min mor, under programmet, og spurgte (lidt i sjov) om jeg også ville ende med at blive afvist af de grunde. Hun kiggede meget alvorligt på mig og sagde, at det ikke ville undre hende. Vi var selvfølgelig enige om, at jeg aldrig skulle lave om på mig selv, for at en fyr skulle kunne lide mig, men det er stadig en smule tankevækkende. Da jeg aldrig har set det som en forhindring, men tvært imod en god egenskab, var det ret overraskende for mig.
Jeg er selvfølgelig ikke så drenget, at jeg ikke elsker at gå i kjole og fine sko, ikke tænker over om sengetøjet passer sammen med resten af farverne på værelset, ikke elsker at gå på små hyggelige caféer med en sød veninde, alt det kan jeg jo godt lide! Jeg ville jo også nødig få mig selv til at lyde som en beton-lebbe..
Jeg har lagt mærke til efterfølgende, at jeg ikke har den samme glæde ved at fortælle folk, specielt nye bekendskaber med drenge, om mine interesser, især når det kommer til styrketræning. Det er en ting, som fylder meget for mig, men der ikke nævnes først. Jeg tror, det eneste rigtige man kan gøre i sådan en situation her, er at have en god fornemmelse. Have en fornemmelse for hvem folk er. Hvis de selv træner, gør det formodentlig intet at nævne styrketræning som noget af det første.. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at lave om på mig selv. Heller ikke selvom min mor synes, jeg er mærkelig, fordi jeg ikke har snakket med flere fyre endnu, efter Rasmus og jeg gik fra hinanden. Hun mener jeg falder meget ved siden af og er kræsen. Jeg ved nu ikke.. Jeg gider bare ikke slæbe hvem som helst med hjem. Og når endelig der er en rigtig sød fyr, er jeg nok bare meget genert og kan ikke nosse mig sammen til at snakke med ham. Men men.. Jeg har et langt liv foran mig endnu. Selvom det er creepy og tænke på, at da min mor var 18, havde hun allerede været sammen med manden, hun blev gift og fik børn med, i tre år. Sidespring ftw ellers.
Sommersummarum (hader egentlig det udtryk virkelig meget) , vil jeg bare lige ud med nogen af mine tanker omkring at være en drenge-pige, samtidig med at være single og gå med en lille frygt for, at den store ukendte kærlighed skulle droppe én, fordi man simpelthen var for drenget.
Det eneste man vel kan sige til det, er at han netop ikke har været den store kærlighed så? I ved jo godt, hvad jeg mener.. Det er godt nok med blandet følelser, det her indlæg blev skrevet. Hejhej
[Ironisk smukke billeder af mig sammen med drenge (især Bugge) i Barcelona]
