Fejlfinderi. Fuck it

Har været i sommerhus med efterskole pigerne i weekenden, eller nogen af dem.. Det var ikke alle som kunne. Ved egentlig ikke rigtig, hvad jeg synes om det hele. På en måde var det da meget hyggeligt, men på den anden side kunne man også godt mærke at vi er splittet meget op i grupper, og det ikke er alle, som bare snakker med hinanden. Vi har altid været nogen meget forskellige piger. Og for at være helt ærlig har langt de fleste af pigerne pisse svært ved at give plads til alle og udvide deres horisont lidt for forskellige typer. De har så travlt med at fremhæve hinandens dårlige sider bag om ryggene.. Ret sørgeligt, men endnu mere sørgeligt er det alligevel, at man har utrolig let ved at ryge med på vognen. Hvis én taler dårligt om en anden, er det ret sjældent man bryder ind for at komplimentere den omtalte person. Men det burde man. Vi brude generelt alle være bedre til at se hinandens gode side og ikke lægge så meget vægt på de dårlige. Der er for mange pessimister og for få optimister, selvom de fleste nok vil betragte sig selv som optimist.
Vi har alle fejl og dårlige sider, right? Så hvad fuck er problemet. Hvorfor kunne vi ikke bare sætte de dejlige sider i fokus og have det pisse skæg? Fylder de dårlige for meget? Det tror jeg egentlig ikke, det er bare et negativt og alt for dømmende indtryk, som man vælger at holde fast i. Det er fucking ærgerligt  for jeg tror egentlig, man kunne have det så sindsygt hyggeligt sammen. Jeg har altid set mig selv som én, der kan med alle pigerne fra 0'er gangen (efterskolen), det har jeg også fået af vide af dem op til flere gange, derfor kan det være som en lus mellem to negle, når dem man snakker godt med ikke snakker godt med hinanden. Jeg har altid værdsat det enormt meget, hvis flere i min omgangskreds har kunne sammen på kryds og tværs af relationer. Men det er måske også fordi, jeg i bund og grund stræber meget efter, at det skal kunne lade sig gøre. Jeg har det bedst, når flest muligt har det godt med hinanden, jeg kan ikke bare lukke øjnene overfor uenigheder og konflikter, selvom det måske slet ikke vedrører mig, men bare nogen i min vennekreds. Jeg er typen, som altid har prøvet at få alle til at være venner, det har jeg fået fortalt af min mor. Det kan være både godt og skidt, nok mest godt. Men jeg må bare ikke glemme mig selv i det hele.
Men men men! Når man ser bort fra de små irritationer jeg har haft, så har det nu været en meget dejlig weekend. Vi var i byen fredag, hvor der bare var alt for mange mennesker! Vi kom heller ikke hjem for klokken syv næste morgen pga. begrænsede muligheder for transport. Lørdag blev vi hjemme og hyggede lidt i stedet. Kunne godt tænkes jeg lige smækkede billeder om senere!