Jeg har i langt over et halvt år glædet mig til Nibe festival igen! Og især fordi det i år skulle være med både efterskole venner, gymnasie venner, Rasmus og så Poline som jeg har kendt... hmm altid? Vi har været tætte venner siden 3. klasse. Jeg bagte pizzasnegle, mor ordnede små cupcakes til os, alt var bare klar. Vi kørte tirsdag aften, selvom det først startede onsdag, bare for at nå og få at god og central plads. I selv samme øjeblik som vi når frem, og jeg kigger på taskerne der én efter én vælter ud af bagagerummet, slår det mig at alt vores skønne overlevelses mad nu stod placeret i sikkerhed hjemme på mit værelse. Der måtte jeg lige give mig selv en hånd. Vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Nå, men skidt.. Nibe er fyldt med butikker, så vi døde nok ikke. Vi hyggede os rigtig meget om aftenen og stemningen blandt alle menneskerne var i top, vi fik sat teltet op udenfor indgangen, så vi var klar til at stå i kø tidligt om morgenen. Jeg snakkede med gamle venner og drak mig små fuld. Da der var blevet mørkt, skulle Rasmus, fra gym, lige over i busken og tisse (han havde ikke siddet og ventet til det blev mørkt). Efter lidt tid besluttede vi os få at smutte ind i teltet og falde lidt mere til ro, vi havde jo trods alt nogle lange dage foran os, og ikke mindst morgen. Pludselig begyndte Rasmus at beklage sig ret så meget, han sagde det var hans knæ. Vi ringede til hans far, som var medhjælper på festivalen og var derfor heldigvis også kommet tidligere. Han mente bare Rasmus skulle lægge sig ned og slappe af i benet, smerten blev ved for ham, mens han rystede rigtig meget. Jeg brød mig ikke om at sove hos ham, for på en måde kunne man ikke gøre noget for ham, og på den anden måde måtte der jo være et eller andet man kunne være behjælpelig med. Jeg var rastløs. Det endte da også med, at vi måtte ringe 112, ham i den anden ende af røret troede tydeligvis at jeg var pisse fuld og på rulleskøjter, han lød så overlegen. Han anede slet ikke, at det var første gang jeg ringede til det nummer, og jeg var ret så nervøs over det hele på det tidspunkt. Jeg troede, jeg skulle 'møde' en sød dame stemme og ikke halv ligeglad mand. Btw han sagde, at vi skulle opsøge samaritterne. Hele natten forløb næsten med at passe på Rasmus og hente hjælp til ham, hans far kom selvfølgelig også. Næste morgen måtte han tage hjem, desvære ingen fest til ham, æv. Vi stod i kø 5 - 6 timer, det var fuldstændig vildt og uudholdeligt. Da vi så endelig var kommet ind og teltet var oppe, lagde vi os lige en time og slappede af efter nattens tumult. Efter vi var kommet til os selv igen, kunne jeg godt mærke at jeg slet ikke følte mig tilpas. Resten af dagen på Nibe måtte tilbringes i teltet (30 grader) med et dejlig stort uldent tæppe over mig. Jeg kastede op flere gange og rystede helt ekstremt. Fedt. Influenza. PÅ NIBE??!! Ikke en del af mine planer.. Men jeg måtte stille og roligt trille hjemad igen onsdag aften og er først ved at være på toppen igen i dag. Jeg havde glædet mig så meget til MIKA, L.O.C, Magtens Korridorer, Dúné, DAD og altså mange andre, kan slet ikke huske dem lige nu! For pokker hvor var det ærgerligt, så har tilbragt alle de dejlige festivaldage hjemme på sofaen. Skidt, det går, ingen er døde. .
Tirsdag havde jeg en rigtig dejlig dag med Rasmus Strøm, min lille boyfriend, vi hyggede os udenfor med min bedsteven, Canon, og fik taget lidt sommerglade billeder.. Dem får I også lige med bare for at opveje alt det små negative ovenover.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar