Something about my past and future

Jeg går pt herhjemme i lidt små frustration.. Jeg vil have noget arbejde. Min opsparing, der skal fyres af på rejser og oplevelser om et år, er ikke så stor, som jeg havde håber på, på nuværende tidspunkt. Det er ingen hemmelighed at kørekortet blev en del dyrere end forventet, og at jeg står uden job, kun gør tingene værre. Jeg har søgt flere jobs, men desværre. Men jeg holder hovedet oppe! Nu når jeg ikke render rundt og arbejder og tjener en fandens masse penge, har jeg jo tid til at smide tankerne andre steder hen. Jeg har blandt andet brugt meget af den sidste måned på, at sætte mig ind i kost og ernæring. Jeg har længe følt, at jeg manglede at få store ting på plads i køkkenet, men jeg så det som en forhindring, når det ikke var mig der stod for maden. Min familie er heller ikke en kerne sund familie, jeg har dog altid skilt mig en smule ud. Siden jeg var lille har jeg haft interesse for mad og sundhed, jeg har aldrig rigtig kunne finde ud af at lave mad, udover sunde kolde morgenmads retter. Jeg har aldrig spist dressing, jeg har aldrig været til store kugleis men hellere en lille sodavand is, jeg har altid været glad for at røre, trods min familie ikke har kæmpe interesser for det, okay min lilllebror og far cykler meget og Nicolai spiller også fodbold. Men vi er ikke sådan en familie, der har taget på lange vandreture, løbeture eller generelt lave en masse sport sammen. Det jeg husker fra min barndom er dog, at vi altid havde cyklerne med på ferie og også sagtens kunne finde på at cykle sammen ellers, men det gør os jo ikke ligefrem til en sports familie? Vi har altid spist almindeligt dansk mad, lidt salat og en masse kartofler, kød og sovs. Sundhed har ikke været noget vildt udpræget, men på den anden side, har vi bestemt heller ikke levet usundt. Jeg tror bare ikke, mine forældre tænkte over det. Man lever ofte som ens familie gjorde. Nu går vi virkelig også i dybden, min far kommer fra et almindeligt hjem mht. mad og motion, meget gennemsnitlig vil jeg tro. Min mor er vokset op på landet, der har aldrig været sparet på fedtet, og det bliver der stadig ikke hos min mormor og morfar. De har været aktive i naturen, dvs. de har passet dyrene, høstet, ordnet haven og den slags husligt arbejde. Min mor og mostre gik da til sport, men jeg tror ikke motion og sundhed har været noget, man sådan lige slyngede over kaffen hos dem. Egentlig er det også først senere sundhed og motion rigtigt blev et tale emne. Pludselig kom der fisefornemme mennesker og sagde at danskerne var fede og overvægtige.. Så blev man mere bevidst om det. Det har dog stadig ikke været noget, som har fyldt en masse i min barndom. Men som årene gik og jeg blev lidt større, fik jeg mere og mere lyst til at forstå nærmere om, hvad det var, jeg gik lidt glip af. Alt det her var ubevidst, altså jeg var egentlig ikke helt klar over, jeg havde det sådan. Det var først i 6. klasse, da vi skulle arbejde med vores fremtidsplaner og arbejde.Vi skulle skrive 6 foreslag, til hvad vi ville. Jeg anede intet om det (hvad sker også for det, 6. klasse??!), jeg tænkte landmand, en der lagde stemme til reklamer i fjernsyn, arkitekt, børnevært på fjernsyn, men følte ikke 100 % for noget af det. Jeg snakkede med min mor om det, hun foreslog diætist. Jeg vidste ikke, hvad det var. Hun forklarede så, at det var en, som hjalp folk med kost (primært) og motion efter sygdomme, såsom sukkersyge og boldpropper, eller fedme. Altså folk, der ønsker at ændre deres levestil. Min mor tændte nærmest et lille lys indeni mig, for det lyd godt nok spændende! Jeg havde interessen i nogle år indtil omkring 8-9. klasse, hvor jeg kom på fotograf idéen. Den døde så efter noget tid i gym, så fik jeg mediefag, blev bidt af det og ville arbejde på et reklamebureau, den døde også.. Så ville jeg være politi.. Men så kom interessen for mad og sundhed pludselig kraftigt tilbage! Jeg har nu genovervejet idéen om at blive diætist. Jeg er helt afklaret med at jeg vil arbejde med sundhed og mennesker og helst en form for terapeut også. Derfor har jeg nu fået en del mere ro i mit sind, jeg ved hvad jeg vil lige nu, idéen kan selvfølgelig ændre sig 30 gange endnu. Men lige nu vil jeg meget gerne læse ernæring og sundhed på universitetet. Jeg har altid sagt jeg ikke vil på uni, da bøger og mig er en virkelig dårlig kombi, og jeg det også kan mærkes på gym. Men lige nu er jeg bange for den holdning må begraves. hæ. Det er mega befriende, at have en idé om, hvad jeg vil, specielt når jeg er på vej i 3. g og pludselig er blevet student. Jeg vil helst kunne rejse med ro i mit sind, uden bekymringer om, hvor jeg står henne nogle måneder senere rent udd. mæssigt.
Nyd sommeren og det gode vejr derude! Hejheeej

Healthy breakfast

Her i sommerferien har jeg faktisk formået, at spise sundt hver dag til morgenmad. Der har været meget få smuttere, men det har kun været hvis vi ikke havde hverken frugt eller skyr. Ja.. skyren. Det er jo egentlig en fantastisk opfindelse. Det, som er fantastisk omkring skyren, er, at der er sindsygt mange proteiner, en del kulhydrater og meget lav fedtprocent, det giver samlet få kalorier, trods at man faktisk bliver ret mæt (og det kan I stole på, jeg spiser normalt som en fuldvoksen mand nemlig). Jeg tager normalvis 100 gram skyr eller lidt mere og 100 gram yoghurt (0,1 %), så blander jeg det sammen med frugt og måske nødder.
Jeg smider ofte mad billeder på min Instagram (louisehillestroem), men selvfølgelig skal bloggen ikke snydes for dem.

Og ja! Selvfølgelig er der stadig tid til at synde lidt, seriøst parmaskinke og rocula på en pizza er det bedste.

Vi lever i en digitaliseret systemverden

Hvem havde troet jeg nogensinde ville skrive indlæg om en 84 årige gammel sociolog? Tjaa.. Han havde alligevel et par udtalelser, jeg ikke kan lade være med at skrive om. Habermas' teorier siger, at der findes to forskellige slags verdener; system og livsverden. Livsverden handler om de bløde værdier, famile, venner, kulturelle oplevelser. Penge er ikke en ting som bliver prioriteret i nogen særlig grad i livsverdenen. I denne verden er det de varme relationer, der tæller.

I systemverden, derimod, er det de mere kolde relationer, der har noget at sige. Såsom penge og karriere. Her lever man ikke efter ens hjerte, men mere fornuft og tanken om fremtiden. 

De fleste vil jo sige, at livsverden lyder bedst. Det vil jeg også, men jeg tror desværre bare, vi må se i øjnene, at det ikke længere er den verden, vi lever i. Verden er konstant udsat for en enorm globalisering, som er med til at gøre verden til et mindre sted rent mentalt. Vi kan følge med i krige, valg, fester og generelle nyheder fra helt andre lande blot ved at hive iPhonen op af bukselommen. Vi bliver mere og mere indelukket. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at vi bliver mere bevidste om verden omkring os og se det som noget positivt. Men på mange måder tror jeg, at teknologien er med til at gøre os en smule dummere end klogere.
Vi skulle være så pisse kloge ikke? Vi burde kunne klare hele verden med lange vilde uddannelser, men kunne vi lige så let det uden hjælp fra nettet? Jeg tænker tit på, hvor meget verden har ændret sig, siden min mor var på min alder. For 20 år siden kendte ingen til computeren som en almindelig ting, man læste bøger og var tvunget til at lytte i timerne for ikke at skyde dig selv i foden, når eksamen nærmede sig. I dag er det et krav på flere skoler og gymnasier, at du skal medbringe din egen computer. Det er ret skræmmende at tænke på, hvor afhængig man bliver af en genstand. På samme måde med mobiltelefonerne.
Jeg fik min første mobil, da jeg lige var fyldt 11. Jeg brugte den praktisk talt ikke de to første år, den var altid væk, og jeg ville hellere bare springe på cyklen og lege med veninderne. Men jeg kunne til hver en tid sige jeg havde én, og det var måske også det vigtigste. Et image. Det var egentlig vigtigere end selve funktionen af en mobiltelefon. Ja, ret snobbet, men i en alder af 11 år vil man vel bare gerne være som de andre?
I dag bliver jeg en smule skræmt af fremtiden/nutiden, når jeg ser min fætter på fire år, sidder og leger og kan fint betjene en iPad. Hvad er der galt med gode gamle almindelige træklodser og puslespil? Børnene bliver jo også fodret med teknologi lige fra barns ben. Jeg er klar over, at man bliver nødt til at følge med tiden og tilpasse sig nogengange, men jeg nægter bare at tro på, at teknologien er så skide positiv, som nogle mennesker får den til at lyde.
Vi lukker ned for vores sociale færden, man tager hellere hjem efter skole og skriver med vennerne på instagram, facebook, skype, twitter, kik eller bare mobil, jeg kunne jo blive ved. Man vil hellere ses virtuelt end i virkeligheden. DET synes jeg er synd og skam. Hvis man tænker over det, står usandsynlig mange mennesker bare med øjnene klistret til mobilen, når de begår sig i offentligheden. Kig op, se hvor smuk verden kan være.

Jeg ved, at jeg selv er med til at bidrage til en mere lukket verden i form af min blog. Og jeg står da heller ikke bagerst i køen, når det kommer til computer, tv og iPhone, jeg har det hele, jeg lader mig også opsluge af de mange muligheder og apps i iPhonen. Det er en smule dobbeltmoralsk ja. Og egentlig har jeg ikke så meget at sige til det. Selvfølgelig er det også vigtigt, at vi husker at benytte os af de redskaber og muligheder, vi har. Man skal bare huske fornuften og have en grænse. Jeg har tit måtte give mig selv en mental lussing og minde mig om, at jeg egentlig ikke behøver at klistre mig til mobilen, verdenen udenfor er jo meget smukkere. Se verden gennem dine øjne og ikke Instagram kameraet.

Saaataaaans

Havde den mest blandede oplevelse af at skulle købe skumfiduser og kiks i går. Jeg gik i Aldi, fandt tingene og gik til kassen. Pigen bag kassen, var nok et par år ældre end mig, meget rar, hun snakkede sødt, kedeligt og en smule tung at høre på, men rar. Det lyder som om, vi havde en kæmpe samtale, det havde vi ikke, det var nu bare damen foran mig, der kendte hende og dermed snakkede med hende. Hun fortæller mig så, at de ikke tager Mastercard, aaaarg mig over til den nærmeste hæveautomat. Nå.. Den var ude af drift. Christ. Tilbage igen, sige til den flinke og kedelige pige, at jeg desværre ikke skulle have varerene. Hun synes, det var meget pænt af mig, at jeg kom og sagde det, så hun ikke sad og ventede. Tak tak. Jeg løber over i Netto, hvor der var alt alt alt for mange mennesker. Har aldrig prøvet noget lignende. To kasser var åbne med mindst 15 i kø ved hver. Der bliver råbt 100.000 gange, at der skulle komme en ny medarbejder til endnu en kasse. Det sker så endelig, da jeg er 2 meter fra mit mål: kassebåndet. I et virvar af 1000 børn og indkøbsvogne på alt for lidt plads, mener damen bag mig så, at hun skal smadre sin yderst røv irriterende vogn direkte ind i mig.  ''Hov undskyld.. Jeg smutter liiige med her''. Ja, det må du fanme nok sige? Vent lige, vil du ikke bare have min plads og mine vare også? Så lover jeg dig, du nok skal komme frem. For grunden til hun plørede svinet af en vogn ind i mig og nok også 300 børn med, var fordi HUN skulle videre til den nye åbne kasse. Hvad fanden sker der?! Uanset hvad, havde jeg første ret til at gå, jeg blev stående, fair nok, men så må hun da kunne vente, til der blev plads til hende og kæmpe vognen. Jeg var en smule paf over, hvordan folk kan opføre sig for at prioritere sig selv endnu højere. Egoisme og travlhed frem for høflighed? Stop nu. Selvom hun sikkert skulle nå 87642 ting mere den dag og lave aftensmad, burde hun kunne tage sig sammen og vente pænt. Egentlig er jeg ikke sur over at det netop var mig, hun kørte ind i, eller at hun overhovedet gjorde det, men der var så lidt plads og så mange mennesker, så hun kunne vel se, at det ville blive mere end vanskeligt at komme til en ny kasse. Det, der ryster mig, er at mennesker sommetider ikke har mere situationsfornemmelse. Vil I kære læsere ikke godt tænke over det? Høflighed og situationsfornemmelse er døende i det her senmoderne samfund, vi skal sgu samarbejde for at beholde det. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom til kassen, for pigen, der sad der, sagde ikke 'du' med 'de' til folk, og hun ønskede alle en god dag. Det var tydeligt, at hun var stresset, hun var heller ikke synderlig personlig eller nærværende i sin betjening, men hun var der. Høfligheden var der, og hun formåede alligevel at udvise overskud, ved at ønske mig og de 1000 andre kunder god dag. Se dét er inspirerende efter sådan at være blevet mast af en travl dame med indkøbsvogn.

Ensomt

Hold kæft hvor jeg keder mig! Undskyld mit sprog, men er sgu blevet forladt til fordel for arbejde, ferie og festivaller. Det er nu fair nok, havde nok gjort det samme selv, men jeg keder mig da røven ud af bukserne. Dagens højdepunkt var træning og er faktisk også det eneste, jeg har udrettet, det siger lidt om standarden ikke? Nå men har da lidt flere planer for i morgen, skal i biografen med far og Nicolai, vi skal se Player, som var en fars dags gave. Lørdag skal jeg til fødseldag ved min fætter, der fylder 26, gamle mand..
Og så lige mandag! Der skal jeg nok ud, at sove i shelters med pølle pigen, det skal nok blive mærkeligt og sjovt. Men det får I billeder af i næste uge.

Træningen

Mens alle andre er på festival og ferie, bliver jeg hjemme og træner.. Ha nej, vil rigtig gerne afsted, men havde jo håbet på job i Fårup igen, hvilket desværre ikke blev en realitet. Så nu går jeg lidt og tumler med tanker om andre jobs. Og ja, så får jeg jo god tid til at passe en fast trænings rytme! Jeg er begyndt på noget nyt. Jeg har ligesom de fleste andre, en dårlig vane med at bukke under for søde sager. For at prøve at stoppe svagheden, er jeg nu begyndt at føre en slags maddagbog. En lille sort bog, hvor jeg hver aften skriver ned, hvad jeg har spist i løbet af dagen. Ikke i en sådan syg stil med gram og kalorier, bare så jeg får et bedre overblik. I løbet af dagen, vil jeg så blive mindet om, at jeg faktisk skal skrive ned, at jeg liiiige tog et ekstra stykke chokolade. Jeg håber i hvert fald, det vil hjælpe med at kickstarte en sundere livsstil i køkkenet.
Nånå.. Jeg vil egentlig også bare vise jeg et par billeder, meget egocentrisk, af min krop. Men det er tit billeder med forbedringer af andre (og mig selv) på diverse blogge og instagrams, jeg finder meget inspirerende og spændende. Og så synes jeg egentlig også det er meget passende, når jeg nu blogger meget om træning, at I får et indblik i, hvor jeg står mht. min krop lige nu.
Jeg er endnu ikke tilfreds, og der går vist længe før jeg bliver det. Men jeg er heller ikke utilfreds, der er bare en del ting, der skal trænes endnu. Men det tager jeg jo med et smil.

 Det to sidste billeder er taget indenfor de sidste tre dage, og de to andre er ca. en måned gamle. Jeg synes selv, der er sket en forbedring af armene/skulder. Men nu må vi se, har i tankerne at tage billeder, som de to første igen indenfor den næste uges tid. Der er lang vej igen, men vejen er nu ikke så slem at bestige, træning er hvad man gør det til! For mig skal det var en smule grænseoverskridende og selvfølgelig hårdt. Hvis du går fra træning og stadig ser sød og dejlig ud, har du ikke fået noget optimalt ud af det, og vil højst sandsynlig ikke opnå de resultater, du drømmer om.