Saaataaaans

Havde den mest blandede oplevelse af at skulle købe skumfiduser og kiks i går. Jeg gik i Aldi, fandt tingene og gik til kassen. Pigen bag kassen, var nok et par år ældre end mig, meget rar, hun snakkede sødt, kedeligt og en smule tung at høre på, men rar. Det lyder som om, vi havde en kæmpe samtale, det havde vi ikke, det var nu bare damen foran mig, der kendte hende og dermed snakkede med hende. Hun fortæller mig så, at de ikke tager Mastercard, aaaarg mig over til den nærmeste hæveautomat. Nå.. Den var ude af drift. Christ. Tilbage igen, sige til den flinke og kedelige pige, at jeg desværre ikke skulle have varerene. Hun synes, det var meget pænt af mig, at jeg kom og sagde det, så hun ikke sad og ventede. Tak tak. Jeg løber over i Netto, hvor der var alt alt alt for mange mennesker. Har aldrig prøvet noget lignende. To kasser var åbne med mindst 15 i kø ved hver. Der bliver råbt 100.000 gange, at der skulle komme en ny medarbejder til endnu en kasse. Det sker så endelig, da jeg er 2 meter fra mit mål: kassebåndet. I et virvar af 1000 børn og indkøbsvogne på alt for lidt plads, mener damen bag mig så, at hun skal smadre sin yderst røv irriterende vogn direkte ind i mig.  ''Hov undskyld.. Jeg smutter liiige med her''. Ja, det må du fanme nok sige? Vent lige, vil du ikke bare have min plads og mine vare også? Så lover jeg dig, du nok skal komme frem. For grunden til hun plørede svinet af en vogn ind i mig og nok også 300 børn med, var fordi HUN skulle videre til den nye åbne kasse. Hvad fanden sker der?! Uanset hvad, havde jeg første ret til at gå, jeg blev stående, fair nok, men så må hun da kunne vente, til der blev plads til hende og kæmpe vognen. Jeg var en smule paf over, hvordan folk kan opføre sig for at prioritere sig selv endnu højere. Egoisme og travlhed frem for høflighed? Stop nu. Selvom hun sikkert skulle nå 87642 ting mere den dag og lave aftensmad, burde hun kunne tage sig sammen og vente pænt. Egentlig er jeg ikke sur over at det netop var mig, hun kørte ind i, eller at hun overhovedet gjorde det, men der var så lidt plads og så mange mennesker, så hun kunne vel se, at det ville blive mere end vanskeligt at komme til en ny kasse. Det, der ryster mig, er at mennesker sommetider ikke har mere situationsfornemmelse. Vil I kære læsere ikke godt tænke over det? Høflighed og situationsfornemmelse er døende i det her senmoderne samfund, vi skal sgu samarbejde for at beholde det. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom til kassen, for pigen, der sad der, sagde ikke 'du' med 'de' til folk, og hun ønskede alle en god dag. Det var tydeligt, at hun var stresset, hun var heller ikke synderlig personlig eller nærværende i sin betjening, men hun var der. Høfligheden var der, og hun formåede alligevel at udvise overskud, ved at ønske mig og de 1000 andre kunder god dag. Se dét er inspirerende efter sådan at være blevet mast af en travl dame med indkøbsvogn.