Vi lever i en digitaliseret systemverden

Hvem havde troet jeg nogensinde ville skrive indlæg om en 84 årige gammel sociolog? Tjaa.. Han havde alligevel et par udtalelser, jeg ikke kan lade være med at skrive om. Habermas' teorier siger, at der findes to forskellige slags verdener; system og livsverden. Livsverden handler om de bløde værdier, famile, venner, kulturelle oplevelser. Penge er ikke en ting som bliver prioriteret i nogen særlig grad i livsverdenen. I denne verden er det de varme relationer, der tæller.

I systemverden, derimod, er det de mere kolde relationer, der har noget at sige. Såsom penge og karriere. Her lever man ikke efter ens hjerte, men mere fornuft og tanken om fremtiden. 

De fleste vil jo sige, at livsverden lyder bedst. Det vil jeg også, men jeg tror desværre bare, vi må se i øjnene, at det ikke længere er den verden, vi lever i. Verden er konstant udsat for en enorm globalisering, som er med til at gøre verden til et mindre sted rent mentalt. Vi kan følge med i krige, valg, fester og generelle nyheder fra helt andre lande blot ved at hive iPhonen op af bukselommen. Vi bliver mere og mere indelukket. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at vi bliver mere bevidste om verden omkring os og se det som noget positivt. Men på mange måder tror jeg, at teknologien er med til at gøre os en smule dummere end klogere.
Vi skulle være så pisse kloge ikke? Vi burde kunne klare hele verden med lange vilde uddannelser, men kunne vi lige så let det uden hjælp fra nettet? Jeg tænker tit på, hvor meget verden har ændret sig, siden min mor var på min alder. For 20 år siden kendte ingen til computeren som en almindelig ting, man læste bøger og var tvunget til at lytte i timerne for ikke at skyde dig selv i foden, når eksamen nærmede sig. I dag er det et krav på flere skoler og gymnasier, at du skal medbringe din egen computer. Det er ret skræmmende at tænke på, hvor afhængig man bliver af en genstand. På samme måde med mobiltelefonerne.
Jeg fik min første mobil, da jeg lige var fyldt 11. Jeg brugte den praktisk talt ikke de to første år, den var altid væk, og jeg ville hellere bare springe på cyklen og lege med veninderne. Men jeg kunne til hver en tid sige jeg havde én, og det var måske også det vigtigste. Et image. Det var egentlig vigtigere end selve funktionen af en mobiltelefon. Ja, ret snobbet, men i en alder af 11 år vil man vel bare gerne være som de andre?
I dag bliver jeg en smule skræmt af fremtiden/nutiden, når jeg ser min fætter på fire år, sidder og leger og kan fint betjene en iPad. Hvad er der galt med gode gamle almindelige træklodser og puslespil? Børnene bliver jo også fodret med teknologi lige fra barns ben. Jeg er klar over, at man bliver nødt til at følge med tiden og tilpasse sig nogengange, men jeg nægter bare at tro på, at teknologien er så skide positiv, som nogle mennesker får den til at lyde.
Vi lukker ned for vores sociale færden, man tager hellere hjem efter skole og skriver med vennerne på instagram, facebook, skype, twitter, kik eller bare mobil, jeg kunne jo blive ved. Man vil hellere ses virtuelt end i virkeligheden. DET synes jeg er synd og skam. Hvis man tænker over det, står usandsynlig mange mennesker bare med øjnene klistret til mobilen, når de begår sig i offentligheden. Kig op, se hvor smuk verden kan være.

Jeg ved, at jeg selv er med til at bidrage til en mere lukket verden i form af min blog. Og jeg står da heller ikke bagerst i køen, når det kommer til computer, tv og iPhone, jeg har det hele, jeg lader mig også opsluge af de mange muligheder og apps i iPhonen. Det er en smule dobbeltmoralsk ja. Og egentlig har jeg ikke så meget at sige til det. Selvfølgelig er det også vigtigt, at vi husker at benytte os af de redskaber og muligheder, vi har. Man skal bare huske fornuften og have en grænse. Jeg har tit måtte give mig selv en mental lussing og minde mig om, at jeg egentlig ikke behøver at klistre mig til mobilen, verdenen udenfor er jo meget smukkere. Se verden gennem dine øjne og ikke Instagram kameraet.